Det er Øko-net, miljø- og folkeoplysnings-foreningen fra 1994, der står for at organisere projektet, og drive husmandsstedet og Lev & Lær-konceptet efter færdiggørelsen. Kært barn har mange navne, og vi har kaldt det alt fra Fremtidens Husmandssted til Svendborg Højskole – og Græsrodsgården og Lev & Lær Husmandsstedet… Vi lander nok på det endelige koncept-navn en dag!
Der er mange frivillige på gården, der bl.a. er wwoof-host, og har frivillige unge fra hele verden, der indgår i arbejdet med produktion af grøntsager mm.
Lev & Lær er en vision – men også hands on! Nu skal vi handle ikke kun tænke.
For at kunne være et svar på den store miljømæssige klimaudfordring er vi nødt til at gå fra Tænketanke til Handle- og Gøre-tanke. Ikke store supertankere men mindre og levende enheder, hvor man kan handle og være i live, som menneske. I Øko-net kalder vi sådanne steder for Lev & Lær-steder. Vi står selv for at genetablere et husmandsted som Lev & Lær Husmandssted her på Sydfyn. Målet er en bevægelse af sådanne mindre gårde i alle landets kommuner – med et simpelt manifest, en lokal forankring og økonomi, der giver plads til at sætte skaberkraften fri. Målet er at få etableret fremtidens husmandsbevægelse og genskabt en viden og læring om lokal fødevareproduktion. Et koncept, hvor målet er at dyrke for at lære, leve og at forædle og ikke kun at tænke på at dyrke for at sælge og omsætte til penge, som tilfældet er i de industrielle landbrug. Næste skridt er at forsyne lokalt, gerne mod betaling, men uden fordyrende afsætningsled. Hellere én gård mere – og netværkssamarbejde – for at sikre den lokale fødevareproduktion. Der er brug for sponsorer og en nødvendig jordbrugsreform, der vil gøre det muligt at frikøbe gårde og jord. En sådan omlægning vil både være et privat, kommunalt og nationalt anliggende, og kræver nytænkning. Målet er en række kreative selvstyrende miljøer, hvor man ikke er spærret inde af gæld, krav og regler. Med et sæt enkle regler, et manifest, for Lev & Lær Husmandsstederne:
– vær ansvarlig for udviklingen og mangfoldigheden på husmandsstedet i det lokale samfund
– vær fremtidens forvalter af natur og lokal produktion af fødevarer
– arbejd i fællesskab og netværk med andre og del ud af din viden og læring, som din mentor
– så frø, plant og bevar naturen samtidig med, at du udvikler den
– tænk og handl i genbrug og kreative cirkulære baner
– vær en lokal højskole – en økologisk Videns- og Handle-Tank!
– vær et lokalt punkt, med et globalt udsyn, for den grønne omstilling og den nye græsrodsbevægelse
– stå for ikke vold, ingen stoffer, og stå for ædruelighed i dagligdagen
– vær ansvarlig for din egen sundhed og bæredygtighed, og ved konflikter brug redskaber i genoprettende konflikthåndtering
Læs hele visionen og dens udspring i en kronik der blev skrevet i forbindelse med Øko-nets 25 års jubilæum i januar 2019 – læs den her
Meld dig til Øko-net’s Facebook-gruppe for projektet: Lev & Lær Jordbrug